Påskeferie og tid til…

Påskeferien er en perfekt ferie. Det er forår. Der er lyst. Og der er marcipan på hylderne. Eller altså, der er SÅ mange nye, dejlige grøntsager på vej! Krydderurter, radiser, spinat, asparges og skønne nye kartofler. Det sidste grønkål i haven skal spises, og der skal sås spinat. Tomatplanter, amarant og søde kartofler spirer og vokser. Der er hjemmedyrket basilikum i vinduet. Det bliver ikke bedre, før de første asparges dukker op.

Her står påskeferien på oplevelser, spis-sammen, afslapning og mine tre yndlingsbeskæftigelser: Læsning og løbeture og lækker mad;-)

Læsningen er i øjeblikket delt ud på erindringer fra James Herriot, en god krimi og så en helt fin bog, jeg er temmelig optaget af i øjeblikket “The 4 pillar plan” af Dr Rangan Chatterjee. Det er vel en slags selvhjælpsbog. Jeg mener nu ikke at have brug for hjælp. Men den sætter forskning bag en række sandheder, vi nok har haft en anelse om længe. Jeg er vild med den holistiske tilgang, den har til sundhedsbegrebet. For sundhed er ikke bare kost og motion. Det er OGSÅ kost og motion. Men Chatterjee slår et lige så hårdt salg for at slappe af og sove godt. Og det er jeg bare tilhænger af.

Så selvom løbeskoene skal luftes, grøntsagerne spises, marcipanen og de gode påskeøl holdes på et rimeligt niveau, så skal der altså også slappes af og nydes.

Derfor vil påskens sundhedstip være, hvis du kan lide det, gode bøger, hyggelige gåture og socialt samvær med mennesker, du holder af. Så kan du jo altid nuppe et par gulerodsstave til frokost og cykle ned i Brugsen. Det handler om balance!

Yoga eller løbesko? -en sund sjæl i et sundt legeme

Indrømmet: Jeg har altid været mest til løbeskoene. Der bestemmer man selv, man skal bare sætte det ene ben foran det andet, og så kan man jo løbe eller slæbe sig hjem, når man ikke gider mere.

Men yoga derimod er en virkelig hård udfordring. Jeg har de sidste par år dyrket lidt “terrasse-yoga”. Det er lykkedes ved hjælp af youtube og en rigtig fin bog, jeg købte. Den hedder “Yoga for løbere og luntere”. Den er god og passer fint til en lunter som mig.

For et par måneder siden besluttede jeg alligevel at få lidt professionel hjælp. Med en veninde som mellemled fandt jeg en fantastisk yogalærer.

Det blev starten på en ugentlig seance, som for mig består af følgende: Jeg træder ind i lokalet, ser mig omkring og tænker: Den her, den klarer jeg! En halv time efter står jeg så kampsvedende og kæmper for at holde balancen på ben, der ryster af syre. I mens skal jeg huske at TRÆKKE vejret. Alle andre er mere yndefulde end mig. Tror jeg nok. Jeg har ikke tid til at se efter det.

Alligevel er yogaen blevet en afhængighed på linje med den, der kan ligge i en rulle chokoladekiks.

Løbeskoene er stadig mine bedste venner, når den daglige motion klares. Men det yoga der, det kan altså anbefales!

Yoga eller løbesko – Bevæg dig hver dag.

Det skal plantes væk! – om haver og sundhed

Vi har altid haft have. Jeg er også vokset op med have. Jeg har kort sagt aldrig været uden have. Men i en del år lå vores have sådan lidt øde hen. Vi havde travlt med små børn, arbejde og dagligdag. En dag for nogle år siden kunne jeg bare mærke, at jeg savnede den der have. Det hele var druknet lidt i inde-liv.

Frisk luft og velvære

Så jeg gik ud i haven til de to højbede, og så gravede jeg. Senere såede jeg, og endnu senere sagde jeg til min bedre halvdel, at det eneste, jeg virkelig ønskede mig, var et drivhus. Det byggede han så til mig. Og jeg fik det hundrede gange bedre, end jeg havde haft det i mit sofa-liv.

Siden har jeg været helt bevidst om, hvor vigtigt det er for sundhed og velvære at komme ud hver dag. Det er ture i skoven med hunden og gode løbeture. Jeg har virkelig slidt nogle løbesko og næsten en hel labrador op på den konto. Og så har vi dyrket vores have og drivhus i det omfang, vi har haft tid og lyst til. Siden har jeg lagt kosten om på en måde, som passer ret godt sammen med glæden ved køkkenhaven.

Jeg har faktisk været snydeheldig, for i vores familie går der mange grøntsager igennem. Jeg har aldrig regnet ud, om det kan betale sig at lave dem selv, og vi er på ingen måde selvforsynende. Men det er fantastisk at spise grønt, man selv har dyrket.

Afstresning, sund kost, bevægelse og en god nattesøvn

Uanset om man selv dyrker det grønne, så er det at minimere sin stress en vigtig del af en sund livsstil. Det er et benarbejde og en udvikling, man selv skal finde sin vej i. Har du brug for hjælp til en kostomlægning, som også vil indvirke positivt på din kropslige og mentale stress, så er du velkommen til at kontakte mig.

Spiring af søde kartofler til årets høst.

Food prepping – det nye sort!

Jeg har købt en bog om food prepping og havde i den grad forberedt mig på, at i år skulle jeg virkelig gøre mig god til det. Det viser sig så ved nærmere gennemlæsning af den meget smukke og inspirerende bog, at det har jeg gjort i mange år. At preppe altså. Her hos os har det bare heddet at planlægge.

Jeg er godt klar over, at “prepperne” måske tager begrebet et niveau højere op med klargjorte måltider til flere dages madpakker. Men dybest set, det handler altså om at planlægge.

Her i huset har vi vist altid preppet, i starten for tyve år siden handlede det om økonomi, senere hen tid, og faktisk også bæredygtighed og øget fokus på at undgå madspild. Vi laver en madplan for en uge af gangen. Vi sørger for at lade en del af råvarerne, især grøntsager og mælkeprodukter, gå igen i flere af pågældende uges retter, så vi smider så lidt som muligt ud. Det lykkes ikke altid. Vi er fem i familien, fem med vidt forskellige præferencer og ønsker til maden. Vi har nogle uskrevne regler om den madplan:

  1. Vi skriver kun retter på, som vi kan lide! (Af og til sniger der sig noget ind, som ser mægtig sundt og godt ud, men ingen har lyst til det, så det bliver aldrig lavet og hele balladen ender i en pizza fra den lokale.)
  2. Der skal være grøntsager hver dag.
  3. Der skal være fisk mindst en gang om ugen (og der findes utallige måder at lave gode og velsmagende fiskeretter på – grøntsagerne og en god fiskemand er nøglen til succes!)

-Og så har det i øvrigt udviklet sig til, at vi kun får rødt kød et par dage om ugen, resten er fisk, kylling og vegetarretter, som selv husets aktive teenagere og gemalen med hårdt fysisk arbejde kan trives med og får kræfter af.

Men tilbage til food prepping: Der er masser af tid og penge at spare, og hvis man holder nogenlunde fast i det, så får man altså også et forspring i forhold til at vælge de madvarer, der er gode for os. Der kommer løbende tip til food prepping/planlægning her på bloggen;-)

Brug dine kogebøger som inspiration. Du SKAL ikke altid ligge inde med alt muligt eksotisk. Byt ud med hvad du har og kan lide.